torsdag den 30. juni 2011

30. Juni 2011

Ryttermøde og pasta-party overstået. Hvad laver jeg egentlig hernede, føler jeg er det helt forkerte sted. Er havnet i prof-kategorien, 10 er ældre end jeg, resten yngre, og alle ser skarpe ud. Ben som piperensere. Selv om min vægt er tilbage på 1979-niveau er der opstået tvivl om det fornuftige i dette projekt. Første etape i morgen er 73 km. Starter direkte med 18 km opad - 10-12% stigning. Senere efter 40 km kommer der 20 km ren opkørsel med stigninger på op til 19%. De sidste 12 km er lodret ned til Zell am Ziller.
Tidsgrænsen er det største problem. Benene er ved at eksplodere af energi - 500 højdemeter træning i dag har fået dem i gang, men hvordan har de det efter de første 18 km, hvor det kun går én vej - opad ? Om jeg slutter sidst er underordnet - det er kampen mod tidsgrænsen det gælder!!

onsdag den 29. juni 2011

29. Juni 2011

Afgang Odense kl 7.10, bilskifte i Kolding og derfra via Grænsebutik sydover. Ingen trafikale problemer. Alvorligt skybrud ved Kufstein kl 20.45. Uha, håber på tørvejr fredag.
Målet for de 3 dage er klar - gennemføre hver dag inden for tidsgrænsen. Jeg har ikke trænet højdemeter, ikke været på ture til Harzen eller lignende - blot fokuseret på almindelig træning med ekstra indsats hver uge. Det skal være nok til at få mig igennem og vil være et bevis på, at almindelige motionister godt kan være med i løb som disse, omend man snart er i klassen +50.
I morgen er der udlevering af startpakker fra kl 16 og ryttermøde kl 18.30 - begge på Hotel Sonne i Fügen. Derefter reception og aftensmad til os deltagere.

søndag den 26. juni 2011

26. juni 2011

Jeg er klar, træningen er slut. Afrejse onsdag morgen, 1. etape starter 1. juli 2011. Træningen startede primo januar 2011. 2783 MTB kilometer er der noteret. 152 timer og 5 minutter. Nu venter 200 km, 10.000 højdemeter og maksimalt 19 timer på cyklen. Og den er ikke klar. Forskifter skal laves, ny kæde samt justering. Mon ikke det falder på plads i morgen, mandag.

 

Juni 2011

På grund af flytning starter træningen først den 6. juni. Ny adresse er Hunderupvej i Odense. Herinde omkring byen er terrænet meget anderledes end omkring Middelfart. Til gengæld har Mikael fået trukket med ud at køre med nogle unge fyre – og der er fart på – mere end jeg er vant til i Baghjulet. 24 timers veteraner, Transalp og Trans Germany Finishers. De 49 år på bagen kan godt mærkes.

315 km. 17 timer 28 min. 8 træninger. Mere byder juni  måned ikke på. Men farten og udholdenheden er ved at være der.

Der er kommer ny kassette – med 34 tænder, ny kæde og nye klinger. Jeg er klar. Cyklen er klar. Troede jeg. Sidste træning i dag den 26. juni var bare ikke i orden. Defekt forskifter. Og den nye kæde knækkede 2 steder. Normalt ville jeg gå ned til Erik Pedersen, Cykelgården i Middelfart – og cyklen ville være tiptop senere på dagen. Nu bor jeg i Odense, og jeg når ikke til Middelfart. Så jeg må satse på, at jeg kan få en akut-tid hos Webike, så cyklen er klar inden bilen pakkes tirsdag aften.

 

Maj 2011

14 ture. 679 km. 32 timer 22 minuter. Firmarejse til Sverige var et godt afbræk i træningen. Flytningen fra Middelfart til Odense påvirker træningen i slutningen af maj. Sidste maj træning er den 26. – men der skal jo også pakkes. Træningerne med Baghjulet giver god interval træning – det er med at spurte med, når chancerne er der, og på bakkerne gives der gas. Set i bakspejlet må jeg erkende, at det er vanskeligt at følge den nøje planlagte træning, der man selv skal af sted.

Længste tur på cyklen i denne måned er 122 km.

 

April 2011

13 ture. 582 km. 32 timer 54 minutter. 2 højdepunkter i måneden. De 85 km med Baghjulet omkring Brejning Havn. Samt påskeugen i sommerhuset, hvor ruterne mellem Blåbjerg og Skallingen blev grundig kørt igennem. For første gang, på trods af kun 7 km fra vort sommerhus, kørte jeg i Bordrup Plantage – og sporene der var en rigtig god oplevelse. Et par gode stigninger, og flere tekniske passager. Fra landevejen ser hele plantagen flad ud – det er den ikke. 13. april deltog jeg i Webike cuppens 1. afdeling ved Ørnereden/Århus. Udholdenhedstræningen bar frugt; men det var tydeligt at jeg ikke har trænet til disse 60-75 minutters løb med max puls meget af tiden.  

 

Marts 2011

13 ture og 503 km. 29 timer 4 minutter. Vejret er ikke godt; men ugen i Israel gav så gode oplevelser, at der kan leves længe på det. Igen er det skovene omkring Middelfart, som lægger skovbund til Månedens længste tur er på 86 km, og går vest om Kolding. 20 marts arrangerer Silkeborg MTB maraton – de 76 km er en god udfordring for en motionist som jeg. Målet er at komme igennem på under 4 timer. Og det lykkedes. Men ikke uden kramper i benene de sidste 20 km. Læren for mig var, at jeg skal træde i mindre gear og flere omdrejninger pr. minut. Vejret var heldigvis fantastisk i Silkeborg – det samme var ruten.

Februar 2011

356 km på MTB’en på 21 timer 25 minutter. 10 ture i alt. Måneden er præget af 2 store rejser. Privat tur til Israel, hvor der blev plads til 3 gode ture – årets første i kort outfit. Tak til Jonathan for lån af MTB og til Martin for de guidede ture gennem appelsin-, avocado- og olivenplantager.

Senere i februar blev det også en uges firma-rejse til Paris. Ingen cykling der; men den hårde træning i ugerne forinden betød, at ugen dernede var en god restitutions uge.

Der er komme lidt mere fart i cyklen; uden der dog er fokus på intervaller. Skovene ved Tybrind og omkring Middelfart er pløjet igennem.

Januar 2011

Januar måned var stort set kun udholdenhedstræning. Dog intervaller på spinding cykel. I alt blev det til 5 spinning seancer, 7 timer 25 minutter. På MTB cyklen blev det grundet vintervejret til 6 ture, der fordelte sig på 348 km og 18 timer 12 minutter. Bland andet var der tur til Nørreskoven ved Vejle samt de tørre spor i Blåbjerg.